Kofoed kvaller sig til EPT Deauville

Danmarksmesteren i poker, Kristian Kofoed, er blevet noteret på startlisten ved EPT Deauville som spilles fra den 30. januar, efter han i går aftes kvalificerede sig til turneringen på PokerStars.

Han fortæller til PNN.dk, at det bliver godt at komme ud at spille live igen, efter han ellers var kørt lidt død i pokeren.

“Jo, det glæder jeg mig da til. Men det var rart for selvtilliden at nappe pakken efter jeg boblede PCA på klammeste vis for 3 uger siden, fortæller han og fortsætter:

“Jeg har lidt svært ved at motivere mig selv i øjeblikket, og spiller derfor ikke så meget. Det var lidt tilfældigt jeg spillede satellitten i går, hvor PCAen prøvede jeg at være lidt mere målrettet på. Men med gårsdagens klonk kommer motivationen jo nok lidt tilbage kunne jeg forestille mig.

Lysten kommer i perioder
Kristian Kofoed siger, at det ikke er første gang det har knebet med lysten til at spille kort. Rent faktisk oplever han sådanne perioder relativt jævnligt.

“Sådan har det altid været med mit poker. Jeg kan sjældent holde kadencen i flere måneder af gangen, tror det skyldes at der er så mange andre ting i mit liv, som er vigtigere (unger, familie, arbejde). Men når der så kommer sådan en større livetour lige rundt om hjørnet, så hjælper det lidt. Havde egentlig set frem til WPT Vejle, den får jeg dog nok lidt svært ved at få plads til i kalenderen når jeg tager til Deauville ugen før.”

Turneringen har et buy in på €5.300, og udover Kristian Kofoed, så stiller også Anders Jensen formentlig til start.