WSOP ME 2012 – her er action-versionen
World Series Of Poker Main Event 2012 blev sendt live – næsten i hvert fald – med holecards og hele pivtøjet. Det hele er for længst lagt på nettet, problemet er bare, at hele balladen varer omtrent en milliard timer. Masser og atter masser af fyld skal tæskes igennem, før man kommer til de store hænder og dramatiske højdepunkter. Og årets finalebord i WSOP Main Event bød i den grad på masser af fede hænder, spænding og dramatik.
Så er det jo godt, at den redigerede version – actionversionen – nu ligger klar. Og det er ganske enkelt pokerunderholdning i særklasse. Det er 14 timers finalebord kogt ned til 2 x 47 minutter, så det ene store højdepunkt afløser det næste.
Læs også: Greg Merson: Min ven havde 25 procent i mig
Og: Dagens hånd 57: Mersons store bluff
Den redigerede version var i mange år den eneste version, som publikum fik lov til at se på tv, og den redigerede version er ofte blevet kritiseret for at være for hårdt kogt ind til benet. Peter Eastgate lignede i ESPNs actionversion for eksempel en mand, der havde vapperne konstant, og selv om Peter Eastgate naturligvis var mere end almindelig varm, så var det netop Peters aggressive og konstante spil, der fik modstanderne til at ‘tabe sutten’ mod ham i nogle af de store potter, der kom med i den redigerede udgave.
I år er muligheden der så for at se ALT. Men helt ærligt – hvem gider det?
Var det i stedet ikke noget med 2 x 47 minutters top-pokerunderholdning i en skamklippet og actionfyldt udgave – lige når det behager dig? Den redigerede version skal i hvert fald have en varm anbefaling herfra.
Du finder første afsnit lige her