PCA: Nu begynder Main Event – Brink eneste dansker

PokerStars Caribbean Adventures blev tyvstartet med en $100.000 Super Highroller for to dage siden, men i aften klokken 18.00 dansk tid går hovedturneringen på Bahamas i gang. Desværre er forhåbningerne om en dansk gentagelse af Gus Hansens triumf fra 2004 ganske små.

Læs også: PCA: Sands suveræn chipleader – smider Ivey og Esfandiari ud

Således ser det i skrivende stund ud til, at kun én dansk spiller har taget turen til Bahamas, og selvom Frederik Brink er skrap, så vil det trods alt være noget af et pres at lægge på hans skuldre at forlange, at han skal hive en titel med sig hjem til Danmark.

Theo og Bønding sprang over
Theo Jørgensen kunne desværre i weekenden konstatere at det ene sår, efter december måneds voldsomme hjemmerøveri, tager længere tid om at hele, end han havde håbet på og melde derfor pas på PCA’en. Lars Bønding havde også planer om at tage til Bahamas, men valgte i sidste øjeblik at springe fra.

Open Face Chinese Event spilles også i dag
Til gengæld har en en hel hær at internationale stjerner fundet vej til det lille ørige i Caribien. Phil Ivey, Daniel Negreanu, Jonathan Duhamel, Phil Hellmuth, Vanessa Selbst og Jason Mercier forventes alle at stille til start, men en del af dem udskyder det til i morgen, så de i stedet i dag kan spille en $2.000 + $150 Open Face Chinese-event. Det fremgår af en tweet fra Phil Hellmuth.

“Phil Hellmuth @phil_hellmuth: Fun lineup Monday 1 PM for $2K OFC (Open Face Chinese) tourn:@shaundeeb @realkidpoker @JasonMercier @BrandonCantu@brokelivingJRB and me,” skriver Hellmuth.

I aften kan du i øvrigt her på PNN.dk følge livestream fra PCA Super Highroller-turneringen.