Isildur1 oppe med $2.000.000 i år
Hvis Viktor “Isildur1” Blom har lavet et nytårsfortsæt, der hedder: “Knus alt og alle på Full Tilt Poker”, må man sige han gør hvad han kan, for at det skal gå i opfyldelse.
Svenskeren har nemlig rundet $2.000.000 i indtjening i det nye år, og det er altså sket på bare 5 arbejdsdage ved de virtuelle pokerborde.
Blom er med andre ord brandvarm online, og det er måske en af grundene til, at han ikke er at finde ved PokerStars Caribbean Adventure, som gik i gang i går med $100.000 Super HighRoller eventet, hvor Blom ellers er forsvarende mester. Det bliver ikke til et titelforsvar fra svenskerens side, men det er han formentlig ligeglad med, i og med han lægger alt modstand ned online.
I forgårs vandt “Isildur1” mere end $700.000, og i går kunne han så føje yderligere $205.111 til årets overskud, som kom i hus på bare 1182 hænder.
Da Full Tilt genåbnede i november 2012, var “Isildur1” dybt i hullet med et underskud på $2.6 mio., men de seneste to måneder har rettet op på det, og nu er han break even for sit all-time spil på Full Tilt Poker.