Irsk pokerspiller kæmper for at få beslaglagte penge retur

Den irske poker pro Paul Carr blev i 2010 runner-up ved Irish Open, hvilket indbragte ham €312.600. Siden da har Carr ikke gjort meget væsen af sig i de store pokerturneringer, men han har dog lavet overskrifter i de irske aviser.

Det skyldes at Carr i øjeblikket kæmper en brav kamp mod de irske myndigheder for at få €36.000 tilbage, som myndighederne har beslaglagt hos en af Carrs venner, Jason Ahern.

Aherns bolig blev ransaget i forbindelse med mistanke om besiddelse af narkotika, og selv om politiet ikke fandt narkotika, fandt man derimod €36.000, som man mener kun kan stamme fra kriminel aktivitet.

Paul Carr har siden meldt sig på banen med påstanden om, at pengene tilhører ham, og at han blot havde bedt vennen om at holde pengene for ham. Carr har oplyst at pengene er vundet i en pokerturnering, men den påstand tror myndighederne ikke på. Carr skulle angiveligt have været nervøs over at have så mange kontanter liggende, da det var blevet kendt at han var kommet til penge.

Carr har allerede været for retten i flere omgange i forsøget på at få pengene tilbage, som han altså hårdnakket påstår er en del af de €312.600 han vandt i Irish Open 2010, hvor Paddy Power var arrangør. Paddy Power er derfor indkaldt som vidne i sagen, som kommer for retten i Limerick Circuit Court d. 15 januar.