EPT Prag: Masser af danskere til start i dag
Efter en trist Dag 1A , hvor kun tre danskere stillede til start – sikkert på grund af søndagsturneringer – så er der lagt i kakkeloven til et rødt/hvidt triumftog på EPT Prags anden startdag.
Masser af danskere er nemlig ifølge Slowplay.dk’s oplysninger i ilden netop nu, heriblandt Martin Wendt, Rasmus Vogt, Jakob Tøstesen, Jens Hansen Frederik Brink, Morten Lihn Christensen og Lars Bønding.
Men selvom flere danskere sikkert er med, så kommer de ikke til at fylde meget i det samlede billede, eftersom det samlede deltagerantal for Dag 1B allerede har sneget sig op over 466.
Lars Bønding skriver på Twitter, at han – big surprise – har fået en svingende start på dagen, hvilket dog stadig er bedre end udgangspunktet.
“Bad little sequence before the break, but still got a little above starting stack.”
Den i London bosiddende dansker, der i lørdags blev nummer 18 i WPT Prag, sidder med 33.000 chips, efter at have været oppe i 40.000.
Det store hjemmebanehåb, den tidligere VM-toer Martin Staszko, er allerede ude af turneringen, men der er fortsat en næsten absurd mængde store profiler tilbage. Vi nævner i fæng Dario Minieri, Luca Pagano, Faraz Jaka, Sorel Mizzi, Johnny Lodden, Jason Mercier, Kevin McPhee, Michael Tureniec, Toby Lewis og Roberto Romanello.