Isildur og Durrr tørner sammen i $400.000 dyst søndag
De store nosebleed-cash games kører påny på Full Tilt Poker, efter sitet genåbnede for bare en måned siden.
Tom Dwan, som var et af de største pokerikoner på Full Tilt i sitets velmagtsdage, tog dog længere tid end forventet om at gøre sit comeback på sin gamle foretrukne legeplads, og som vi berettede her på Slowplay, er det ikke gået stille for sig for den amerikanske high stakes pro da han endelig loggede ind på det populære pokersite igen. Tidligere i december kunne Dwan konstatere et tab på hele $1.000.000.
Læs også: Durrr til tælling efter katastrofal opstart på Full Tilt
Det fik Viktor “Isildur1” Blom op af stolen og svenskeren udfordrede Tom Dwan på Twitter til en one-on-one dyst i No Limit Hold’em, hvilket Dwan nu har accepteret.
Pokerguderne har svaret på Isildurs tweets
Dermed er der lagt i kakkelovnen til et gigantisk brag og lir af absolutte topklasse for de mange railbirds over hele verden, når to af de absolut bedste heads up-spillere i verden igen tørner sammen på Full Tilt Poker.
Det sker søndag efter durrr har accepteret Isildurs Twitter-udfordring.
Læs også: Isildur udfordrer Durrr: “Jeg vil spille mod dig!”
Viktor Blom har nemlig tweetet følgende besked på Twitter, og railbirds kan godt så småt begynde at glæde sig til det kommende brag:
“Pokerguderne og Full Tilt Poker har svaret mine tweets. Tom Dwan har accepteret min udfordring og vil spille nu på søndag :)”
De to kamphaner bringer hver $200.000 til bordene i en dyst, der afvikles på 4 borde $100/$200 i No Limit Hold’em, og selv om danskere endnu ikke selv kan spille på Full Tilt Poker pga. sitets manglende danske spillelicens, er det stadig muligt at raile dysten fra lobbyen.
Kampen starter kl. 21.00 dansk tid – spænd sikkerhedsselen og god fornøjelse!