Ravnsbæk og Kofoed i ilden for Rwanda
Mon ikke vi har en railbird eller to fra Rwanda til nattens store søndagsturneringer? Team Slowplay sender to af landets allerbedste turneringsspecielister i ilden for ‘Poker for Rwanda’.
Og når vi siger to af landets bedste, så mener vi det! Både Simon Ravnsbæk og Kristian Kofoed har en DM-titel til at bevidne deres kunnen ved pokerbordene.
“15% til Rwanda for aftenens grind,” lyder det fra Simon Ravnsbæk, inden han lover at donere minimum $500, hvis det utænkelige skulle ske, at han går hen og blanker.
Lad os lige minde om, at Simon Ravnsbæk altså tidligere på ugen også lovede, at 15% af hans overskud ved den kommende Prag Poker Festival går til Poker for Rwanda. Vi har her en kandidat til titlen, som Danmarks mest gavmilde mand.
Vi opdaterer sporadisk i løbet af aftenen, men lover at bringe hele det store forkromede overblik i morgen tidlig. Til den tid regner vi med – hvis der er noget som hedder karma – at Ravnsbæk og Kofoed sidder heads up i Sunday Million.