Wilhasha: Jungleman er langt fra de bedste
Det er før blevet sagt, at når det gælder high stakes-poker, så er der ikke specielt langt fra de bedste til de næstbedste. De fleste, der kan mønstre en bankroll på syv cifre, kan jo nok godt holde på kortene. Ikke desto mindre sker det, at vi får et lille indblik i, hvad highrollerne egentlig synes om hinandens spil.
En af de faste mænd på Pokerstars’ dyreste borde, Wilhasha, har i en tråd på pokerforummet twoplustwo.com givet sin uforbeholdne mening om Daniel ‘Jungleman’ Cates. Han skriver først ganske kort i en tråd, der omhandler det netop overståede cash game på Casino Copenhagen:
“Jeg tror ikke, at nogen af de bedste Hold’Em-spillere ville rangere ham (Jungleman red.) ret højt”, skriver Wilhasha, hvis identitet fortsat er ukendt.
Daniel ‘Jungleman’ Cates og Wilhasha har spillet et hav af hænder mod hinanden på Pokerstars, men den slags korte kommentarer vil andre brugere naturligvis gerne have uddybet, og Wilhasha skriver da også en lidt længere forklaring senere.
“Jungleman var meget god for et par år siden. Han spiller meget sjældent og vil uden tvivl tabe i det lange løb mod de bedste spillere i dag”, forklarer Wilhasha, der kort tid efter bliver nødt til at komme med endnu en kommentar.
“Jeg forsøger ikke at hade på Jungleman, men siger bare, at han ikke er i nærheden er de bedste i dag. Det var han nok for nogle år siden. Det er min ærlige mening, og jeg har risikeret mange penge på den. Cates burde være glad for det, også selvom han er nede med nogle buyins i de få hænder, vi har spillet i år”, afslutter Wilhasha.
Poker på absolut højeste niveau er for de fleste af os, noget vi ser igennem butiksruden, men aldrig selv kommer til at opleve. Pengetanken skal være Von And-dyb og evnerne enorme, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde på den lange bane, når de fleste modstandere tilhører den absolutte verdenselite. Til gengæld virker det som om, at når man først er trådt ind i det fine selskab, har man også sin fulde ret til at tale skrald om de andre gutter i den eksklusive klub.
En bruger på twoplustwo foreslår en rask lille hu4rollz mellem de to kamphaner – Det foreslag kan vi kun tilslutte os.