Negreanu: De gamle KAN ikke vinde WPT Montreal
Han er ikke altid sådan lige at gøre tilfreds, ham Daniel Negreanu. Ofte har diverse turneringer og personer i pokermiljøet måttet stå model til en bredside af dimensioner, når den canadiske pokerstjerne har taget bladet fra munden.
Denne gang er der langt fra tale om et voldsomt personangreb, men i stedet har Negreanu fået øje på programmet til WPT Montreal, som han mener favoriserer de unge spillere. På twitter skriver han:
“Så lige, at WPT Montreal spiller 12 levels på dag 1 – WOW! Det giver spilledage på 14+ timer. Jeg tror ikke, det er den bedste løsning, da det er lidt unfair for de ældre spillere. Lav de andre dage længere, da det påvirker færre folk,” skriver Negreanu.
Lidt senere gik Negreanu så lidt mere til stålet, da han forklarede, at hvis spillet eksemepelvis slutter kl. 01.30 om natten, så kan man ikke nå mere end 6 timers søvn, inden næste dag går i gang. Ikke meget, når det er lagt ind mellem to enormt lange pokerdage. Desuden har man en kæmpe fordel i at spille Dag 1a, da det giver en hel hviledag ekstra, forklarede han. Daniel Negreanu slutter med at konstatere:
“Old guy will NOT win this!”
WPT Montreal blev skudt i gang i går, hvor et kæmpe felt på 476 spillere satte sig til bordene på dag 1a. Dermed kunne noget tyde på, at det samlede deltagerantal kommer over 1.000 mand – ganske imponerende. I øvrigt blev der i går føjet to ekstra levels til dagen pga. de mange deltagere.