Datoerne for WPT Vejle nu fastlagt
WPT Vejle var uden tvivl en stor succes. 289 entries var mere end forventet, og selv om det relativt lave buy-in nok skræmte en del udenlandske spillere væk, så troppede næsten hele den danske pokerelite op på Casino Munkebjerg.
“Det var en fin succes. Der var god stemning, og vi har fået god feedback. Desuden var deltagerantallet i top, selvom det ikke var vores hovedfokus”, sagde Poker Manager ved Danske Spil, Peter Holst, efterfølgende til Slowplay.dk.
Og nu står det så fast, at den populære turnering vender tilbage. Slowplay.dk’s redaktør, Jens Mogensen, er netop nu sammen med Peter Holst i studiet i forbindelse med optagelserne til søndagens udgave af Pokermagasinet, og herfra er der tikket en SMS hjem, hvor det fremgår, at WPT Vejle kommer til at blive afholdt i dagene fra den 9.-13. februar.
Buy in kommer til at lyde på 10.000 kroner inklusiv gebyr, men hvis det er mere end man lige kan hive ud af budgettet, så bliver der dagen inden afholdt en supersatellit med 300 pladser.