Hold DM: Nu med Wild Card-runde!

Ved hold DM i poker, der kører for fulde drøn, er der som I måske har bemærket indlagt en Wild Card runde.

Der har været mange bud på, hvordan disse Wild Cards bliver uddelt. Det kan vi her løfte sløret for.

”Nu har jeg efterhånden været i pokerbranchen i mange år, og en af de ting jeg i hvert fald har lært er, at pokerspillere er kronisk dårlige planlæggere. Alt gøres i sidste øjeblik. Så da vi planlagde Hold DM, så var det vigtigt at få en buffer ind, så alle dem der ikke nåede at tilmelde sig – trods den forlængede tilmeldingsfrist – også får en chance for at være med. Derfor genåbner vi tilmeldingen til Hold DM,” siger pokermanager Peter Holst

Det kommer til at foregå på den måde, at på torsdag den 13. september kan man igen tilmelde sig Hold DM. Det er i princippet ment som en service for alle dem, der ikke fik sig tilmeldt, men alle hold kan deltage. De skal blot tilmelde sig en gang til. Tilmeldingen er åben frem til torsdag  den 20. september. Herefter er det endegyldigt slut.

Wild Card runden foregår fra 24-27. september og spilles efter samme princip som i hovedrunden. Spillerne spiller hver en dag. Denne gang varer runden dog kun en uge, så hver spiller spiller bare en gang. Man samler også point på samme måde som i hovedrunden, ved at alle holdets spilleres point lægges sammen på en rangliste og de to hold med flest point ryger direkte med i semifinalen.