Update fra Betfair-hytten: ‘VM’ fylder 23 – turen går til Nobu! Ny ranking i GKI
LAS VEGAS
Klokken nærmer sig 19.30 Las Vegas-tid og helt mærkeligt har der hverken været $25k-satellit, $1.000.000-turnering eller danskere, der har ramt store finaleborde. Der er blevet pustet lidt ud – tiltrængt.
Men det slutter snart. Lige om lidt, faktisk.
Morten ‘VM’ Mortensen, topskrap dansk pokerchef med en flot 4. plads i årets serie i bogen allerede, har fødselsdag i dag. 23 år fylder purken. Man tror jo nærmest det er løgn. Hvor kommer de knægte fra? Og hvordan f… bliver de så dygtige?
Kæmpe tillykke til Morten herfra.
Og han skal naturligvis fejres, og det sker på den hippe restaurant Nobu, hvor hele 18 danskere er klar til en hyggelig, sjov og sikkert meget våd fødselsdagsmiddag.
Det er farlige sager med sådan en middag, der sikkert kommer til at strække sig over to-tre timer for SLOWPLAY.dk har naturligvis pligt til at være i frisk til klokken 12 i morgen – Las Vegas-tid – når Main Event bliver skudt i gang.
Be gentle. Please.
Ellers kan man konstatere, at SLOWPLAY.dk ganske som ventet er Betfair-hyttens absolutte top-dog i kinapoker. Bjarke S. Hansen og Kasper ‘Skod’ Kjeldsen klarer sig også nogenlunde – på trods af små, men dog klare, leaks i begge de herres spil.
Derfor rykker undertegnede helt i front af GKI – Globalt Kinapoker Index. Fuldstændig i tråd med regel 22,4 paragraf 12.
Og hvis nogen har et problem med det, så lad os komme i gang. Jeg er at finde på Rio de næste mange dage.