Pokerbrat og NFL stjerne klar til WPT finalens dag 3

Årets WPT Championship er i øjeblikket i fuld gang på casinoet Borgata i det amerikanske spillemekka Atlantic City, og det spækker ikke på interessante navne i turneringen. For eksempel hænger “The Pokerbrat” Phil Hellmuth stadig i, efter en svær dag 2 af den $15.400 dyre main event.

“Slut ved dag 2 af WPT Championship. 328 startede, 68 er tilbage. Jeg har 54.000, average er 241.000. Tror ikke, jeg på noget tidspunkt ramte 150.000 chips, men jeg KÆMPER. #MANUP”, tweetede Phil Hellmuth for få timer siden, da dag 2 endeligt var i bøgerne.

En anden af turneringens helt store historier er den 29-årige amerikanske fodboldspiller, Miles Austin. Indtil marts var han wide receiver hos Dallas Cowboys, men blev som følge af en skade fritstillet efter superbowl i år. Austin er stadig fri på markedet – en såkaldt “free agent” – og når nu, der ikke er daglige træningspas der skal klares, kan man jo for eksempel benytte tiden på live poker.

 

Mulig back-to-back triumf

Miles Austin er altså blandt de sidste 68 spillere ved WPT Championship på Borgata Casino i Atlatic City, men han har et stort stykke arbejde foran sig. Han har nemlig kun 74.500 chips med sig til torsdagens spilstart, medens average er oppe i lige over 240.000.

Bedre ser det derimod ud for sidste uges WPT-Seminole vinder Eric Afriat, der har sikret sig chipleadet før turneringens dag 3. Hele 1.003.000 chips har den brandvarme spiller fået skrabet sammen, og han er således godt på vej mod en enestående back-to-back triumf på WPT-touren. Foruden Afriat er også pokerproerne Scott Seiver (539.500) og Jason Koon (500.500) stadig med, mens tidligere PCA-finalist Ryan D’angelo er noteret for 519.000 chips.

Dagens spil går i gang klokken 18 dansk tid, og målet er, at der skal spilles ned til de sidste tre borde.