King’s Casino: Yderligere to danskere er finaleklar ved EPSC

King’s Casino: Yderligere to danskere er finaleklar ved EPSC

I går kunne vi her på siden berette, hvordan Mick Heder havde spillet sig videre til finaledagen med en stack vel over average i King’s Casinos seneste påfund – European Poker Sport Championship. Den €175 dyre turnering trak 343 entries på dag 1A, men selvom det må anses for meget rimeligt, så blegnede det tal noget i forhold til gårsdagens dag 1B. Hele 552 spillere lagde nemlig vejen forbi filten i Rozvadov fredag, og da der samtidig blev foretaget 108 reentries, lå der i alt 660 buy-ins i kassen, da der endelig blev lukket for tilmeldinger.

Læs også: Mick Heder avancerer ved European Poker Sport Championship

Af de 552 kortkrigere havde 108 af dem stadig chips foran sig, da kasinopersonalet sent i nat indstillede spillet for dagen, og blandt dem stikker to navne ud som meget dansk-klingende. Henrik Andersen formåede at omsætte sin 50.000 chips startstack et par gange, og sluttede dagen i 183.000 chips, mens Thomas Elmelund Larsen havde det lidt sværere ved filten.

“Videre til finaledagen på søndag med 101.000, men spillede desværre ikke så godt til sidst”, lyder beskeden fra Thomas Elmelund på Facebook, der med sin godt dobbelte startstack må tage til takke med en placering helt nederst i feltet.

Dermed er søndagens finalefelt nu oppe på tre danskere, men forhåbentlig støder flere til i løbet af i dag, hvor de sidste to indledende heats bliver spillet i den tysk/tjekkiske grænseby. Med 1.003 entries i turneringen allerede bliver det intet problem at ramme de påkrævede 1291 entries for at opfylde den €200.000 store garanti, og nu forventes præmiepuljen snildt at kunne overgå €300.000. Dermed bliver der en rigtig saftig førsteplads at spille om, for alle avancerede spillere, der igen sætter sig til filten på søndag klokken 12.00. PNN følger naturligvis op på danskernes færd.

Skriv en kommentar