Vallø, Vallø og Munksgaard videre ved hollandsk WPT

‘Vallø, Vallø og Munksgaard’. Det lyder måske som et bluegrass-band, der ville slå sine folder på Kultorvet i København på de varmeste sommereftermiddage, og spille gaden op til tant og fjas, men faktisk er det navnene på de tre danske pokerspillere, der i går sikrede sig billet til andendagen ved WPT Amsterdam, og dermed bragte den samlede danske delegation i Holland op på seks spillere.

Læs også: Tre danskere avancerer fra WPT Amsterdams førstedag

Far og søn, Martin og Lennart Vallø, og Per Munksgaard kan således slutte sig til Rasmus Agerskov, Jonathan Elmer og Morten ‘VM’ Mortensen, når spillet i eftermiddag genoptages i den hollandske hovedstad. Bedst gik det i går for Lennart Vallø, da han formåede at spille startstacken på 30.000 op i nydelige 149.300. Han får desuden selskab af Jonathan Elmer fra dagens start, da de begge har fået plads på bord 23.

Lennart Vallø

Lennart Vallø var dybt i den €2.200 dyre Estrellas-highroller under EPT Barcelona i 2014. som landsmand Henrik Hecklen endte med at vinde.

Også den rutinerede ræv, Martin Vallø, havde en god dag ved filten, og lukkede i 91.900, hvilket er vel over average, der på nuværende tidspunkt lyder på cirka 65.000. Slutteligt sled Per Munksgaard sig videre med 35.100, så der skal fart på fra start, hvis den danske pokerspiller skal følge op på sine to dybe runs ved Master Classics of Poker på samme kasino.

Spillet genoptages klokken 14.00, og planen er at spille ned til boblen er sprunget i dag. Der resterer 133 af de 287 startende, så selvom den endelige præmiefordeling endnu ikke er på plads, må der formodes at være penge til cirka 36 mand. Vi følger naturligvis op på de danske drenges færd i Amsterdam.