London: Kristoffer Rasmussen med i toppen ved Unibet Open

Unibet Open-touren trækker altid mange danskere til, uanset hvor i Europa cirkuset drager hen. I denne weekend løber et af de større stop af stablen, nemlig Unibet Open London på det velkendte Aspers Casino i Stratford-bydelen i den engelske hovedstad, og traditionen tro har flere rød-hvide pokerentutiaster taget turen over i håb om at gå i Thomas Tang, Frederik Brink eller Theis Vad Hennebjerres fodspor og sikre sig et Unibet Open-trofæ.

I går stillede tre danskere til start, men det lykkedes blot en enkelt at avancerer til turneringens dag 2, der bliver afviklet lørdag. Det drejer sig om Kristoffer Skipper Rasmussen, der har gode erfaringer fra kasinoet med dybe runs ved både Unibet Open og World Poker Tour National. I går formåede danskeren at veksle sin startstack på 30.000 chips til ganske nydelige 141.600, hvilket efter dag 1A indbringer ham en plads akkurat uden for top-10. Bedst gik det for tjekkiske Jan Riha, der lukkede og slukkede i 299.800, mens den pensionerede fodboldspiller, Tony Cascarino, ligeledes har sikret sig avancement med 90.000 i stacken.

I dag forventes mange flere pokerspillere med rødbedefarvet pas at skulle i aktion. Ronni Borg, Mads ‘moumaife’ Smith Hansen, Helge Rahbek, Thijs ‘Turbofluen’ van Tilburg og Morten Hougaard Jespersen forventes således alle at sætte sig til den engelske filt i dag, og PNN følger naturligvis op på danskernes færd i London. Stay tuned.