Ny Rønnow-sejr på sløv dansk online-lørdag

Ny Rønnow-sejr på sløv dansk online-lørdag

Om det var Premier League, herrelandsholdets åbningskamp ved EM mod Rusland eller bare lysten til en solid bytur, der trak i de danske pokerspillere i går, kan vi kun gisne om, men summa summarum var, at gårsdagen var rigtig sløj for de danske onlinegrindere.

Kun tre rød-hvide kortkrigere viste for alvor flaget ved den virtuelle filt i går. Første pæne resultat stod Jens ‘DrNoe’ Noe for, da han under PokerStars-nicket ‘Zauron111’ formåede at spille sig på finalebordet af The Hot $82 kort før midnat. 740 spillere nåede at tilmelde sig inden latereg lukkede efter den første time, og det betød en nydelig førstepræmie på mere end $10.000 til vinderen. Så godt gik det dog ikke for vores danske helt, der måtte tage til takke med en femteplads og $2.886 for sine godt tre timers arbejde.

Anden resultat stod den tidligere fodboldprofesionelle Nichlas ‘Papio Papio’ Hindsberg for. Hindsberg er brandvarm for tiden, og formåede torsdag nat at spille sig til en velbetalt tredjeplads i The Big $165 for $8.200, og i nat var han så med fremme i The Hot $44. Denne gang røg Hindsberg dog lige før podiet, da han blev sendt ud på en fjerdeplads til $3.112.

De sekundære placeringer er ikke noget Simon ‘IgorK’ Rønnow dyrker, og derfor stod han da også for lørdagens største, danske resultat. På Danske Spil formåede landets bedste online turneringsspiller at stryge helt til tops i den $109 ‘Heavyweight: The Weigh-in’-turnering, hvor 197 spillere kæmpede om de garanterede $20.000 i præmiepuljen. Lige over fire timer tog det Rønnow fra start til turneringen var vundet, efter eksil-silkeborgenseren slog modstanderen ‘Elmagico19A1’ heads up. For sejren tikkede der $3.341 på Rønnows konto.

Rønnow sejr

Skriv en kommentar