Seneste nyt: Stars og Full Tilt trækker sig fra 29 lande

Da det canadiske selskab Amaya Gaming for godt 3 måneder siden overtog ejerskabet over PokerStars, lød meldingen, at PokerStars fortsat ville udbyde online poker i alle de lande, selskabet for daværende tilbød spil i.

Meget kan tilsyneladende ske på et par måneder, for i går trak både PokerStars og Full Tilt Poker stikket i intet mindre end 29 lande, skriver calvinayre. Det drejer sig om:

Afghanistan, Bahrain, Bangladesh, Cuba, Egypten, Iran, Irak, Jordan, Kenya, Kuwait, Malaysia, Mozambique, Myanmar, Nigeria, Nord Korea, Pakistan, Qatar, Rwanda, Saudi Arabien, Senegal, Sudan, Syrien, Tanzania, Tyrkiet, Forenede Arabiske Emirater, Yemen, Zimbabwe, Vestbredden i Palæstina og Vatikanstaten.

I løbet af dagen i går begyndte spillere fra de ovennævnte lande at få en meddelse om, at al spil fra deres respektive territorier var spærret. Alle meldinger går på, at spillere fra de ramte lande uden problemer kan hæve deres indeståender, men der er lukket for udsigten til at spille poker på to af verdens største pokerklienter.

Fra i dag har Ladbrokes desuden lukket ned for Canadiske spillere, og det var forventet, at PokerStars og Full Tilt ville følge trop. Det er endnu ikke sket, men vil potentielt være en bombe for de mange amerikanske pokerpro’er, der har rykket deres liv nordpå, for fortsat at kunne spille online poker.