Røre i Macau: Casino-ansatte strejker for bedre forhold

Det kan tilsyneladende være rigtig svært at få et game i gang på Grand Lisboa Casino i Macau for tiden, for mere end 1.000 ansatte er nemlig for tiden i infight med casinoets ejere om bedre lønforhold for dealerne. Det skriver nyheds-sitet calvinayre.com.

De ansatte på Grand Lisboa kræver samme løn som dealerne på Macaus fem andre casinoer betales, og det drev i går 700 dealere til en stor protestaktion foran casinoets indgang. Budskabet på de strejkendes skilte var klart: “The same work, the same salary”.

Gårsdagens aktion er blot seneste udvikling i den bitre strid, der har stået på i månedsvis. Lørdag den 30. august meldte hele 600 dealere på Grand Lisboa Casino sig syge fra arbejde i protest mod lønniveauet, mens der få dage forinden havde været en større protest-march i Macaus gader, hvor mere end 1.000 ansatte deltog.

Som følge af de tidligere protester, er casinoets fastansatte nu for første gang sikret løn under sygdom, men det strejkende personale har mange flere kritikpunkter af SJM Holdings, der driver Grand Lisboa. Deres krav er et bedre arbejdsmiljø, 10 procents lønforhøjelse og en årlig bonus svarende til to måneders løn frem til år 2020.