Dyrt for danskerne: PokerStars indfører gebyr for valutaveksling

Det kan ikke være let, at være kommunikationsmedarbejder hos PokerStars for tiden. Siden Amaya Gaming Group i august måned formelt set overtog PokerStars-brandet, har spillerne raset over forværringerne af sitets service, og i går bragte Michael Josem, leder af PokerStars’ PR-afdeling, endnu mere dårlig nyt på bordet.

Med øjeblikkelig virkning har PokerStars nemlig indført vekselgebyrer, når PokerStars brugere jonglerer blandt de forskellige valutaer, som sitet tilbyder spil i. Det skriver PR-lederen i en tråd på twoplustwo.com. Det drejer sig om euro, dollars, pund, canadiske dollars og for danske spillere altså også danske kroner.

Hvad der bevidst ikke nævnes i indlægget er den egentlige størrelse på gebyret, men det har et par af forummets brugere nu fundet frem til. 2,5 procent lyder gebyret på, og det betyder en alarmerende forringelse, for de der ofte spiller turneringer i euro eller pund. Hvor en spiller tidligere kunne få $1.603, 53 for sine £1.000, så vil det i dag koste $39,99 dollar mere at cashe de selvsamme £1.000 ud fra PokerStars.

Endnu mere alarmerende for de danske PokerStars-brugere er det imidlertid, at alle udbetalinger i danske kroner også vil blive trukket 2,5 procent i forhold til den vekselkurs, PokerStars tidligere benyttede sig af fra xe.com.

Det er bestemt ikke den første upopulære beslutning, Amaya har taget siden overtagelsen af PokerStars. De nye Spin & Go’s har modtaget meget kritik fra sit’n’go-spillere, da de tilfører ekstra varians, og lægger det øvrige hyperturbo sit’n’go-marked øde. Desuden er ændringer i VIP-niveauerne på sitet heller ikke ligefrem blevet modtaget med kyshånd.