Officielt: Gus og Blom afskediget fra Full Tilt

En æra er slut. Lige siden Full Tilt Poker første gang vandt frem, red de til succes på ryggen af et større antal af de såkaldte Red Pro’s, der inkluderede spillere som Patrick Antonius, Phil Ivey, Howard Lederer og ‘The great Dane’ Gus Hansen. I går bekræftede Full Tilt så, at sitet har opsagt de to eneste af sitets tilbageværende pro’er – nemlig selvsamme Gus Hansen og svenske Viktor ‘Isildur1’ Blom.

“Vi kan bekræfte, at Full Tilts sponsorkontrakter med Gus Hansen og Viktor Blom er udløbet. Det sker efter en årelang nytænkning af Full Tilt som brand, hvor beslutningen er blevet, at vi bevæger os væk fra branding af Full Tilt gennem professionelle spillere, for i stedet at fokusere på oplevelserne og historierne fra størstedelen af vores spillere”, udtalte en talsperson fra Full Tilt til Pokernews i går.

Læs også: Chok! Gus og Isildur1 fyret?!?

 

Bruddet kommer i kølvandet på en lang række opsagte sponsorkontrakter. For nyligt afsluttede Partypoker samarbejdet med Marvin Rettenmayer, Ultimate Poker afskedige fem pro’er – heriblandt Jason Sommerville -, ligesom PokerStars over de seneste måneder har sagt farvel til en lang række spillere som Marcel Luske, Joe Cada, Humberto Brenes og Alex Kravchenko.