Nyt i efterforskning: Nu er den anklagede pokerscammer sigtet

Der har været stille i sagen om Danmarks største poker-scam nogensinde, siden det i december måned kom frem, at en 32-årig tidligere pokerpro skulle have snydt flere af landets velkendte highstakes-spillere for flere millioner kroner.

Læs også: Dansk pokerspiller anmeldt for million-snyd

 

Her til eftermiddag kom der så endelig nyt, da politikommissær i afdelingen for økonomisk kriminalitet i København, Torben Koldborg Frederiksen, afslørede overfor BT, at den 32-årige nu er blevet afhørt, og efterfølgende sigtet af politiet.

“Vi har på baggrund af længere tids efterforskning sigtet tre mænd for databedrageri. Den ene betragter vi som hovedmanden, mens de to andre er sigtede for medvirken til databedrageri for et tocifret millionbeløb”, har han udtalt til tabloidavisen.

Desuden bekræfter han, at bedrageriet skulle være sket med hjælp fra en trojansk hest, der lod scammeren se sine ofres kort under flere highstakes-dueller.

Der resterer imidlertid stadig en lang række efterforskning, hvorfor sagen ingenlunde er klar til at komme for en domstol endnu. Dermed kan det stadig måneder før der falder dom i sagen, ligesom navneforbudet først forventes at blive ophævet, når der endelig er kommet en juridisk afklaring. Den 32-årige sigtede har tidligere nægtet sig skyldig i alle anklager, og det er stadig hovedpersonens ståsted, bekræfter forsvarsadvokat Peter Blinkenberg overfor BT.

Læs også: Dansk pokerspiller nægter sig skyldig i million-snyd

 

“Sigtelsen er baseret på en overfortolkning af nogle lydoptagelser af en samtale, som anmelderne har haft med min klient. De forsøger at få ham til at indrømme noget, han ikke har gjort, men han siger ikke noget som helst, og det har man brugt som grundlag for at sigte ham”, lyder forklaringen.