Durrr lukker munden på sine kritikere

Da Full Tilt genåbnede sidste år i november, fik det mange folk i på diverse online pokerfora til at diskutere hvorvidt Tom “durrr” Dwan stadig ville have dét der skulle til for at kunne slå de “nye” chefer i online poker såsom Ben “Sauce123” Sulsky, Ben “Ben86” Tollerene og selvfølgelig Viktor “Isildur1” Blom.

Den skepsis fik fornyet grobund da “durrr” – efter halvandet års fravær fra online poker – lagde ud med at tabe stort da han gjorde comeback ved bordene på Full Tilt Poker, men nu giver Tom Dwan tilsyneladende kritikerne tørt på efter en uge, hvor ikke meget er gået den forkerte vej for den 26-årige amerikaner fra New Jersey.

Durrr startede ud med at vinde $200.000 primært i PLO ved at spille heads-up mod Ben “Bttech86” Tollerene, og fulgte op på det med en vanvittig 18 timers session, hvor han vandt mere end $1 mio. Den vanvittige 18 timers session startede ellers med et tab på et par hundrede tusinde dollars i heads up PLO, men derefter flyttede action videre til 2-7 Triple Draw No Limit, hvor det blev rigtigt saftigt.

Læs også: Skoldhed durrr gør det igen: Plus $1.1 million

I et stjernepakket line-up bestående af spillere som “Sauce123”, “patpatpanda”, Hac “trex313” Dang og Phil “OMGClayAiken” Galfond tog “durrr” teten, som den klart mest aggressive spiller ved bordet – og det blev belønnet. Han endte nemlig med at nappe $1.25 mio. fra de andre highstakes pro’er.

Dagen efter vandt “durrr” yderligere $870.000 ved at spille 2-7 Triple Draw No Limit på den stiveste takst – nemlig $250/$500 deep ante og $250/$500 deep ante Pot Limit Omaha mod spillere som Phil Galfond og “patpatpanda”.

Siden da er det også gået ud over tyske “Sanlker” i varianten Texas Hold’em No Limit Heads Up, hvor “durrr” på taksten $300/$600 rensede tyskeren for mere end $350.000.

Alt i alt er Tom Dwan oppe med ca. $2.3 millioner for den seneste uge, og har ikke vist sig ved bordene de sidste par dage. Han tager formentligt en velfortjent pause efter at have lagt mange hænder og timer ved bordene i den seneste uges tid. Men mon ikke han snart vender tilbage for at smede mens jernet er varmt.

Kilde: Highstakesdb.com