Danske onlinegrindere tæt på iPOPS-succes

På søndag går 2015-udgaven af PokerStars’ populære SCOOP-festival i gang, hvilket for mange pokerspillere markerer starten på to ugers intensiv grind foran hjemmecomputeren. Nogen af onlinecheferne er tilsyneladende allerede ved at finde ind i rytmen, hvor de i denne uge forberede sig med den noget mindre iPOPS-serie på iPoker-netværket.

iPOPS løber af stablen for ottende gang på sider som Bet365 og Betfair, og frem til på søndag vil der hver aften blive afholdt én event. Den to første turneringer er nu blevet afgjort, og i begge turneringer var der faktisk danske spillere med helt fremme.

I søndags blev der spillet en €75 multi-entry tour, hvor intet mindre end 2.638 spillere stillede til start. Her blev det en lige-ved-og-næsten-oplevelse for Simon ‘IgorK’ Rønnow Pedersen, der under nicket ‘GalaXyNoVa’ måtte se sine drømme om sejren og de €36.600 på toppen knust på finalebordsboblen.

I går var det så en €250 dyr turnering med €100.000 garanteret, og igen var en dansker med helt fremme. Her var det nemlig Mads ‘MadsMP’ Pedersen, der havde et rigtig dybt run. I denne ombæring blev det da også både til et finalebord og en podieplacering, men til sidst måtte han efter mere end otte timers spil give fortabt på en tredjeplads. For præstationen får han dog sat €10.500 ind på sin Betfairkonto ‘BiggestNitAround’, så de mange timer foran skærmen på ingen måder var spildt.

BiggestNitAround

I aften er der så en €50 rebuy på menuen, hvor netværket garanterer €75.000 i præmiepuljen, mens main event med €300.000 løber af stablen på søndag med et €100 buy in.