Dansk PLO-haj videre ved WPT Wien

I disse dage bliver der spillet en afdeling af WPT National på Wien-kasinoet Montesino, og efter dag 1B har vi fået en enkelt dansk spiller med videre til anden dagen af turneringen.

Det drejer sig om den danske PLO-specialist Mads Fournaise, der til dagligt bor i den Østrigske hovedstad og millionby. Så vidt vides var han den eneste danske deltager til start i den €1.100 dyre main event, hvor han formåede at slå sin startstack på 30.000 chips op i respektable 66.200. Det rækker øjeblikkeligt til en placering som nummer 56 ud af de 215 resterende spillere.

På dag 1B deltog også internationale profiler som Kara Scott og Marcel Luske, men ingen af de to proer havde held til at gå videre. Andendagen skydes i gang klokken 14.00, mens vinderen endeligt krones på lørdag. Den endelige præmieudbetaling bliver først annonceret senere i dag.