Amerikanere nyder godt af million-overlay på søndagstours

Mens PokerStars søndag efter søndag bryder deres garantier på turneringer som Warm Up, Sunday Million og Sunday 500, så har andre markedsaktører ikke helt så let ved at tiltrække det nødvendige antal pokerentutiaster til deres flagskibsturneringer. Hos America’s Cardroom, en af de første sider til at acceptere spillere fra en række amerikanske stater, er man for alvor ved at genvinde momentum efter Black Friday, og derfor har pokersiden vovet sig til at garantere én million dollars i fem søndagsturneringer – én i september og fire i oktober. Det kan imidlertid vise sig at blive et rigtig dyrt reklamefremstød. I weekenden kostede det således et overlay på $197.500, hvilket ganske vist er bedre end september måneds $225.500 overlay, men stadig langt fra målet.

Tilbage i september kunne America’s Cardrooms talsmand, Michael Harris, berette om DDoS-angreb, der i en periode lagde tilmeldingen til turneringen ned. I søndags var der imidlertid ingen tekniske problemer, men blot for få spillere og re-entries til at nå de én million dollars. Det lykkedes ultimativt fire spillere at drage størst fordel af, da de formåede at fordele de resterende $423.601 mellem sig. Mest fik spilleren ‘Runzdoog’, der endte med en rigtig god dag på kontoret for $125.902.

Det gentagende overlay leder tankerne hen på Mansion Poker, der i løbet af 2007 og 2008 postede millioner og millioner af dollars i deres daglige $100.000 garanterede turneringer, der dog alligevel aldrig for alvor formåede at vinde indpas blandt pokerspillerne. Hos America’s Cardroom fortsætter man dog ufortrødent jagten på tidligere tiders storhed, hvis man skal tro Michael Harris.

“Stort tillykke til vores fire finalister, der formåede at indgå en deal stort set lige i chips, og specielt tillykke til ‘Runzgood’, der endte med at vinde turneringen. Som lovet lever vi op til vores garanti på én million dollars, selv med udsigten til $200.000 overlay, og det vil vi om nødvendigt også gøre næste uge”.