Muligt TV-bord: Palsgård får hård lodtrækning i Barcelona

Når andendagen af EPT Barcelona skydes i gang i dag klokken 12.00, er det med hele 16 danske spillere ved filten. Rent statitisk burde der således være rigtig mange rød-hvide kortkrigere der når gennem dagens nåleøje, og er klar til kampen om pengene i det catalonske i morgen.

En af dem der dog ser ud til at få sin opgave for i løbet af dagens spil, er den formstærke Jonas Palsgård Christensen. Han er nemlig blevet placeret på et af dagens tilsyneladende hårdeste borde, og endda flankeret af to af spillets aller skrappeste drenge. Mens Palsgård forsøger at nurse sin 57.400 chips store stack i sæde 6, har han nemlig fået canadiske Mike ‘Timex’ McDonald som bordherre på højre side, mens østrigske Ismael Bojang holder ham ærlig fra venstre.

McDonald har udover en EPT-titel også utallige highroller-finaleborde til sit navn, og er med sine cashes for mere end $11,8 millioner den tredjemest vindende canadier nogensinde – kun overgået af tidligere verdensmester Jonathan Duhamel og selvfølgelig Daniel Negreanu.

Bojang derimod er en ny mand på scenen, men har allerede vist, han kan spille med blandt de bedste. I sommers var han tæt på at sikre sig sit første WSOP-armbånd, da han ramte finaleborde i både den $25.000 dyre PLO-tour og det $10.000 dyre 2-7 Triple Draw-mesterskab, men ultimativt måtte den dygtige østriger nøjes med henholdsvis en sjette og en tredjeplads. Endelig får Palsgård også selskab af spanske Isidoro Barrena, der for to måneder fik sit gennembrud, da han strøg til tops ved Estrellas/UKIPT-main eventen i Marbella. Der vandt Barrena intet mindre end €150.800, og det har forståeligt nok givet blod på tanden efter mere.

Derudover kan det nævnes, at Oliver Hede og Younas Rønhoff får glæde af hinandens selskab ved bord 84, hvor også den tidligere EPT Prag-vinder Joao Barbosa har plads. Martin Vallø kan slås med Andre Akkari ved bord 100, mens Mikael Viuff Hansen ved bord 104 skal op i mod den tidligere PokerStars Pro Nacho Barbero.

 

Bord 83
Massimiliano Macciacchera 57.700
Christian Houben 12.200
Pierre-Olivier Jandaud 12.300
Isidoro Barrena 17.600
Mike Mcdonald 17.400
Jonas Christensen 57.400
Ismael Bojang 56.300
Tobias Fischer 60.400
Milan Tomasz Rabsz 163.900