Dansk PLO-specialist vinder sideevent i Monte Carlo

Med tre danske spillere stadig med i årets EPT Grand Final main event kan det endnu nå at blive en resultatmæssig flot festival for de rød-hvide kortkrigere, men nu er de tre hovedturnerings-spillere blevet overhalet indenom i jagten på finaleborde – og så endda af en cashspiller.

Danske Mads Fournaise  er nemlig slet ikke i Monte Carlo for turneringerne. Han har specialiseret sig i Pot Limit Omaha, og er primært i byen for at rense af i de saftige cashgames, men han kan tilsyneladende også sagtens finde ud af at holde på to kort. I nat lykkedes det ham således at spille sig på finalebordet i en eksotisk €550 Midnight Hyperturbo-turnering, og efter godt fem timers spil kunne han trække stikket som den økonomiske vinder af turneringen.

For selvom der ikke kommer noget trofæ med hjem for den “officielle” andenplads, så havde Fournaise nemlig flest chips da de tre sidste spillere indgik en deal. Det beløb sig til meget rimelige €12.000 for danskeren,  som blev snydt for titlen da han heads up tabte et afgørende flip. Det var dog heller ikke en utilfreds Mads Fournaise, der gjorde status på Facebook for få timer siden.

“Hvad der startede ud som en hygge turnering i nat klokken 00:00 med lidt drinks og sjov, endte ud i en 2. plads i EPT Monaco midnight hyper turbo turnering efter deal 3vejs der gav mig mest, men tabte desværre headsup flip for trofæet – anyways, gg life is good :D”

Lad os håbe der er flere finaleborde i vente for de danske spillere ved EPT Grand Final-festivalen.

11182243_10152699081532101_6601816038750910391_n