Brink til bords med WSOP-finalist, PokerStars-Pro og EPT-vinder

Når man registrerer sig til dag 1A af en EPT, må man forvente, at i hvert fald en vis andel af spillerne enten er glade, lokale amatører eller online kvalifikanter.

Det er ganske givet også tilfældet, men Frederik Brink Jensen har været noget nær så uheldig med sit tabledraw, som det lader sig give sig.

“Det startede ellers ud som et godt bord, men de to lokale herrer, hvor chipsene sad ret løst, er desværre røget ud nu, så det er blevet et ret skrapt bord”, lyder dommen fra Frederik Brink, som på trods af dygtige spillere har formået at skyde startstacken fra 30.000 op i 50.000.

Og “ret skrapt” må siges at være en underdrivelse. I sæde nummer 1 sidder nemlig en tidligere EPT-Barcelona vinder, Kent Lundmark, der har mere end $2 millioner i live cashes, og foruden sin EPT-sejr står noteret for en tredjeplads i high roller turneringen ved EPT Deauville i januar i år.

I sæde 2 sidder en November Niner, Martin Jacobson, som til efteråret skal til Vegas og forsøge at omsætte sin næstmindste stack til et stort resultat på WSOP finalebordet. Derudover har Jacobson flere store EPT-finaleborde og dybe WSOP-runs på CV’et.

Ikke nok med det. I sæde 4 sidder PokerStars Pro Eugene Katchalov. Katchalov har både et WPT-armbånd og et WSOP-armbånd på samvittigheden, og har livecashes for mere end $8 millioner.

Frederik Brink får altså sin sag for, hvis han vil videre fra dag 1A med et godt udgangspunkt.