Stormesteren i skak: Poker har hjulpet mig enormt meget

De fleste læsere her på siden er nok enige om, at poker er et dygtighedsspil. Et tankespil, hvor den bedste spiller altid kommer ud på toppen i det lange løb. Det er desværre ikke alle mennesker, der anerkender det faktum. Det er derimod tilfældet for skak, hvor Gud og hver mand ved, at spillerens dygtighed i det enkelte parti er afgørende for udfaldet.

Én af Danmarks absolut bedste skakspillere er den 6-dobbelte individuelle danmarksmester, Sune Berg Hansen, der ved siden af passionen for de 64 felter også har fundet en stor interesse i pokerspillet. Radio 24syv har et ugentligt program, der hedder ‘Romerriget’ og i sidste uge havde det fokus på spil generelt og skak i særdeleshed. Poker var adskillige gange oppe at vende, og det kom der nogle ganske interessante betragtninger ud af.

Eksempelvis fortalte Sune Berg Hansen, at interessen for poker faktisk har hjulpet ham til at blive en bedre skakspiller.

“Poker har hjulpet mig enormt meget med at blive mere balanceret. (…) Hvor skak er et energi-spil, hvor du skal tage al den energi, du har i din hjerne, og putte ind i spillet, så er poker mere et balancespil. Du skal være i psykisk balance hele tiden og hele tiden prøve at vurdere, hvor de andre (altså modstanderne red.) er henne. Er de på tilt? Er de aggressive? Er de passive? Bluffer de eller hvad gør de? Du skal hele tiden fornemme det, og hvis du er et sted, hvor du ikke har adgang til de øverste lag i hjernen, så kan du ikke vurdere det”, forklarer stormesteren.

Det hele bunder i en diskussion om forskellige tilgange til forskellige spil. Enhver professionel pokerspiller ved, at det sjældent er nogen god idé at blive personlig. Gå efter skillingerne i stedet for manden, kunne man måske sige. Også på dette felt kommer Sune Berg Hansen med nogle indsigtsfulde kommentarer, der viser, hvordan han bruger erfaringerne fra poker i sin skak-karriere.

“I poker skal du hele tiden være i balance, hele tiden tage dit ego ud af ligningen, og få dig selv ud af det. De andre spillere, de er bare træer på en golfbane”, siger Sune Berg Hansen og fortsætter:

“Jeg prøver at gøre det samme i skak. Det, der typisk sker i skak, er, at man bliver irriteret på modstanderen, hvis han f.eks. laver et godt træk. Hvis det er en dårlig spiller, tænker man: Hvorfor skal du lave et godt træk mod mig. Du er en pisse-dårlig spiller, og nu sidder du her og spiller godt mod mig. Hvorfor skal det lige gå ud over mig? Så får man sådan en Darth Vader-agtig ‘dark force’, man putter ind i partiet – altså nu skal jeg lige banke dig her. Jeg tror egentlig, at den anden approach er bedre, hvor man bare forsøger at finde det bedste træk, og hvem, der sidder på den anden side, er ikke så vigtigt. Det er klart, at man skal tilpasse sin spillestil, men i bund og grund handler det om at lave gode træk”, forklarer den 6-dobbelte danmarksmester.

Du kan høre hele programmet lige her: