Kesslers overmand skal spille WPT

På søndag skydes WPT500 i gang på casinoet Dusk til Dawn i Nottingham, og nu har et prominent navn meldt sin ankomst.

Den britiske bokser Carl Froch, der som bekendt slog Wiking Warrior Mikkel Kessler i London i maj måned sidste år, skal nemlig både være med til at åbne turneringen sammen med Mike Sexton, men altså også prøve kræfter ved filten.

Froch bor til daglig i Nottingham, og fortæller til WPT, at han glæder sig til at krydse klinger ved pokerbordet i sin hjemby. Han mener nemlig, der er mange ligheder mellem boksning og poker.

“Det mentale spil i boksning og poker er meget ens. Nogen gange når jeg overværer en heads up-match, så tænker jeg om det, som om det var en kamp i ringen. Man kigger stirrer hinanden i øjnene, prøver at komme ind i modstanderens hoved, og finde ud af hvad de tænker. Ser de bange, selvsikre eller skræmte ud. Det betyder meget, at du kan læse din modstander”, lyder det blandt andet fra Froch.

Desuden anser Carl Froch sin koncentrationsevne som en af de vigtigste evner, han kan tage med sig til pokerbordet. Det bliver spændende at se, om Froch får knock-outet et par spillere i Nottingham. Forhåbentlig med huse og overpar, og ikke med handsker og uppercuts.