Endelig: Så kan grindes Danske Spil på Mac’en

Så skete det. Fra i dag tilbyder Danske Spil en Mac-klient til sine kunder, så der kan spilles både turneringer, sit’n’goes og cashgames direkte fra iMac’en.

“Det er i sandhed en glædens dag for Danske Spil Poker. Vi ved godt, at det har taget lang tid at komme i mål med det her projekt, men der har været mange faktorer at tage hensyn til. Nu har vi fået poker på Mac, og jeg er overbevist om, at selv de mest kræsne Mac-brugere vil sætte pris på løsningen. Vi glæder os til at byde alle Mac-brugere velkommen til Danske Spil Poker”, fortæller Søren Schneider, der er produktchef hos Danske Spil.

“Det har været lidt en torn i øjet for os, at Mac-løsningen har været så længe undervejs, når vi nu gerne vil repræsentere den største bredde i det danske pokermiljø”, lyder det yderligere fra produktchefen.

Nu er løsningen imidlertid helt klar, og der er yderligere en lille godte til Mac-brugerne. Alle konti der logger in og benytter sig af den nye software inden udgangen af november måned, deltager nemlig i en lodtrækning 20.000 kroner. Er du ikke selv iMac-ejer, er det bare om at låne kammeratens Apple-apparat. Det kan nemlig blive rigtigt indbringende, at logge ind på den nye klient.