95 kvalifikanter skal bide skeer med proerne ved årets MPT

95 kvalifikanter skal bide skeer med proerne ved årets MPT

I dag klokken 16.00 skydes årets Danske Spil Munkebjerg Poker Tour i gang i Vejle, og indtil videre har en lang række pokerproer allerede givet tilsagn om deltagelse. Henrik Hecklen, Simon Ravnsbæk, Rasmus Agerskov, Martin B. Hansen, Jannick ‘bajawa’ Wrang og Jonas ‘Tulkaz’ Klausen er bare en håndfuld af de velkendte navne, der i løbet af de næste par dage vil indfinde sig ved den jyske filt, men det betyder heldigvis ikke, at en usleben diamant eller to ikke kan finde vej til årets finalebord.

Læs også: Forsvarende MPT-mester i stærk optakt på Danske Spil

Danske Spil og Munkebjerg Poker Tour begge kørt satellitter henholdsvis live og online, og det har rigtig mange pokerentutiaster heldigvis valgt at benytte sig af. I alt 95 spillere er således sluppet for at betale det 5.000 kroner dyre buy-in, hvilket er præcis det samme antal kvalifikanter som sidste år, meddeler Casino Munkebjerg.

I går dannede det jyske kasino rammen om den sidste kvalifikationsturnering til årets MPT, en 1.120 kroner reentry-tour, og her endte 105 entries med at sikre 20 pladser til hovedturneringen. De kvalificerede kan selv vælge mellem de fire startdage, dag 1A1 i dag klokken 16.00, dag 1A2 i aften klokken 21.00 eller 1B1 og 1B2 på samme tidspunkter i morgen.

For spillerne med de dybere lommer er der også mulighed for at vente til dag 2 med at skulle i ilden. Der vil man kunne købe sig til hvad der svarer til en average stack, hvilket formodentlig vil komme til at stå i omkring 14.000 kroner. Du kan stadig nå at tilmelde dig Danske Spil Munkebjerg Poker Tour på Casino Munkebjergs hjemmeside.

Skriv en kommentar