Fire danske kasinoer går sammen om online-pendant

Casino Marienlyst, Casino Munkebjerg, Casino Copenhagen og Casino Odense har i mange år stillet danskernes lyst til gambling på de fysiske kasinoer, men fremover vil det også være muligt, at spille de traditionsrige tablegames og en række af de velkendte automater på nettet. Det afslører de fire kasinoer i en pressemeddelelse, der fortæller om deres nye samarbejde – onlinekasinoet ‘CasinoDanmark.dk‘.

“Vi er gået efter at skabe et seriøst online-casino, der minder om det, vores kunder kender fra vores fysiske casinoer. Nettet flyder over med mere eller mindre seriøse aktører, der udelukkende bygger på drømmen om den store jackpot. Vi har valgt en anden vej, hvor man for helt ned til 10 øre i indsats får det samme spille-rush uden at risikere privatøkonomien. Det er meget vigtigt for os”, understreger Benny Bredgaard, der er marketingchef for Munkebjerg Hotel og talsperson for CasinoDanmark.dk.

Benny Bredgaard

Casino Munkebjergs Benny Bredsgaard er talsmand for det nystartede onlinekasino, CasinoDanmark.dk

Tanken er ifølge Benny Bredgaard, at CasinoDanmark.dk bliver en form for virtuelt ”træningscenter” for de spilleglade.

“Vi ved, at dem, der spiller på nettet, på et tidspunkt ønsker at komme ud og spille blandt andre folk. Derfor har vi fået udviklet en kopi af kasinoernes Black Jack og roulette, så man kan øve sig og blive bedre, inden man besøger de fysiske casinoer. Omvendt ønsker de fleste pokerspillere at spille på nettet, mens de sidder på casinoet, og på den måde smelter vores online og fysiske casinoer sammen i én oplevelse”, lyder det fra Benny Bredgaard i pressemeddelelsen.

Spillene på CasinoDanmark.dk er udviklet i samarbejde med spilnu.dk, og indeholder både en lang række jackpot-automater som Candy Kingdom, Stone Age, Safari og Diamond Express, men også mange af de velkendte NetEnt-titler som Jack and the Beanstalk, EggOmatic, Gonzo’s Quest og Twin Spin. Desværre tilbyder siden ikke mulighed for at spille Ultimate Texas Hold’em online, ligesom maskinerne knyttet til den store Danmarks Jackpot heller ikke er kommet online.