Pokerpro Aaron Jones vinder $5 millioner på Fantasysports

Aaron ‘aejones’ Jones har været en fast bestanddel af highstakesmiljøet i mere end et årti, og var tilbage i 2007 en af idémændene bag pokertrænings-siden Leggopoker. De seneste par år har der dog været relativt stille omkring onlinespilleren, der i 2013 solgte coachingsitet fra til blandt andre Phil Ivey, og nu primært viser sig ved World Series of Poker. Det betyder imidlertid ikke, at Aaron Jones bruger sine analytiske evner og flair for spil til noget fornuftigt. For få dage siden lykkedes det ham nemlig at stryge helt til tops ved DraftKings verdensmesterskab i Fantasy Football, og det er bestemt ikke håndøre, der er på spil i sådan en turnering. Hele $5 millioner fik den amerikanske gambler for sin sejr, hvilket langt overgår Jones’ live pokerturneringscashes, der “blot” lyder på små $600.000.

I alt 200 spillere var kvalificeret til mesterskabets indledende runder i Las Vegas, og herfra avancerede blot 10 mand til finalearrangementet, der løb af stablen i weekenden i Los Angeles. Arrangementet blev desuden vist live på ESPN, og her lykkedes det altså ultimativt ‘aejones’ at sætte det bedste fantasyhold.

leaderboardSejren kom i hus på baggrund af en noget usædvanlig strategi, der involverede en stor satsning på Arizona Cardinals-spillere. Heldigvis for Jones vandt Cardinals deres playoff-kamp mod Green Bay Packers, og dermed scorede spillere som quarterback Carson Palmer, runningback David Johnson, og wide receiverne Larry Fitzgerald og Michael Floyd rigtig gode point til ‘aejones’, hvorfor han endte med en relativt stor margin på 14 point til nummer to, spilleren ‘danny1234’.

Verdensmesterskabet var det største fantasysports-arrangement nogensinde, og der blev uddelt hele $9,4 millioner i præmiepenge blandt de sidste 10 spillere. Spørgsmålet er nu, hvornår fænomenet for alvor indtager Danmark, så vi også kan være med i kampen om de mange millioner.