PaddyPower og Betfair få dage fra historisk fusion

Den 1. februar fusionerer to af de største online gamblingselskaber i verden. Irske Paddy Power og britiske Betfair slår officielt pjalterne sammen, og bliver således det største børsnoterede gamblingselskab i verden, når de under navnet ‘Paddy Power Betfair’ fra på tirsdag vil optræde på FTSE100-indexet over de største selskaber på den engelske børs.

Fusionen har været undervejs i mere end et halvt år, og hvis alt forløber planmæssigt i den engelske skifteret i næste uge, kan det blive starten på et samarbejde, der kan styrke begge brands både på betting, kasino- og pokerområdet. Det fortæller Mathias Hüttel, der er Betfairs Country Manager i Danmark

“Der er tale om det største merge i gamblingbranchen nogensinde, og eftersom Paddy Power er rigtig gode på nogen områder, og vi er rigtig skrappe på andre, vil vi fremover kunne forene de kompetencer, så det kommer vores spillere til gode i form af nye spændende produkter og kampagner”, siger han og fortsætter.

“Præcis hvilken betydning det vil få for de danske kunder, er endnu uvist. Det danske marked er meget højt prioriteret i Betfair, og vi vil fortsætte med at udbyde poker, kasino og sportsbetting i Danmark. Paddy Power har ikke dansk licens, og det er endnu ikke besluttet, om de på et senere tidspunkt vil søge det, så det bliver ligesom i England og Italien, hvor begge brands opererer på markedet side om side. I det hele taget har al snak om cross-brand-kampagner været strengt forbudt indtil fusionen er en realitet, men der skal nok komme meget mere om samarbejdet, så snart det hele er faldet på plads i næste uge”, lyder det fra Mathias Hüttel.

Fusionen kommer blot få dage efter, at Paddy Power har udsendt en pressemeddelelse om et forventet overskud på hele €180 millioner i 2015. Paddy Power er verdens næststørste gamblingselskab med en værdi på omkring $3,78 milliarder (kun overgået af William Hill), mens Betfair Groups værdi på $2,28 milliarder gør dem til den femtestørste gamblingvirksomhed i verden.