WSOP: Palsgård suget ud af $1.500-event

Hvis man ser bort fra Alexander ‘AlexKP’ Petersens meriterende sejr i $10.000 Pot Limit Omaha-turneringen i går, så har det været småt med danske lyspunkter ved årets WSOP. Jonas Palsgård har dog holdt Dannebro højt, og blandt andet præsteret et finalebord, og i går gav han en $1.500 NL Hold’em-turnering et skud.

Desværre var heldet ikke på Palsgårds side i denne omgang. Først måtte han tage et stort hit, da hans otte høj flush ramlede ind i en dame høj flush, og da han endelig fik muligheden for doble stakken, måtte han se til mens dealeren leverede et trælst run out.

Palsgård skubbede fra knappen med es-seks, og blev kaldt af konge-ti i klør. Floppet faldt es-syv-to med én klør, men uheldigvis formåede modstanderen at fange sin bagfarve, og dermed var det farvel og tak for den danske turneringshajs vedkommende.

Der resterer 441 spillere i turneringen, men om der er flere danskere med, ved vi desværre ikke på nuværende tidspunkt.

Til gengæld beretter WSOP.com om, at den tidligere verdensmester Jamie Gold skulle være i blandt de førende. Med 83.500 chips indtager han pt tredjepladsen i turneringen.