Strassmann var påvirket af stoffer

Der er gået næsten en måned siden Johannes Strassmans tragiske og alt for tidlige død. Slovensk politi oplyser efter en obduktion, at den tyske pokerpro var påvirket af stoffer.

Strassman forsvandt den 21. juni, men blev fundet død i Ljubjanica-floden efter en storstilet, ugelang eftersøgning.

De slovenske myndigheder er tilbageholdende med oplysninger omkring hvilke stoffer Strassmann angiveligt skulle have indtaget, men reporter for den store tyske tabloidavis Bild, Alessandro Alviani, har stykket et forløb sammen for den skæbnesvangre nat. 

Et øjenvidne har fortalt, at Strassmann havde været i byen med tre slovenere, hvoraf én af dem skulle have være en god ven, mens de to andre var nogle han ikke kendte – den ene af disse en kendt pusher.

Gruppen skulle have spist magic mushrooms, inden Strassmann ved 22-tiden pludseligt løb fra sit bord på den pub, hvor de sad, uden at tage sin telefon med. Det var det sidste nogen så til ham, inden han blev fundet død en uge efter.

Magic mushrooms er i Danmark bedre kendt som Psilocybinsvampe – en svamp, der kan forårsage dybe og komplekse forandringer i tankegang, følelser og sanser, generelt i ens grundlæggende bevidsthedstilstand og væsen. De tre aktive stoffer i svampen kan minde om LSD.