Simon Rønnow sejrer i Sunday Major på Danske Spil: – gedigen omgang heat!

Hvad der længe lignede en miserabel start på SCOOP, og en helt igennem elendig og dyr søndag, endte i sidste ende alligevel med at blive en mere end fornuftig afslutning på ugen for Simon Rønnow Pedersen her til morgen.

“Det virkede til et lang stykke hen af vejen, at det skulle blive en brutal start på SCOOP, men det endte alligevel okay,” lyder det med et smil fra Turbo-specialisten, der efter at have brændt dollar af på PokerStars vandt dem tilbage – og mere til – på iPoker, Winamax og Danske Spil.

Specielt på Danske Spil var der skrub i den, da Simon Rønnow strøg til tops i sitets $200 Sunday Major (NL Hold’em Re-Entry), og scorede førstepræmien på hele $32.200.

Med syv mand tilbage var den danske turneringshaj suveræn chipleader med over tre gange så mange chips som nummer to, og Simon Rønnow erkender da også, at han var varm på finalebordet.

“Det var et hård endgame, fyldt med absurdt gode danske MTT regs, men heldigvis for mig faldt to af dem af før finalebordet. Selve finalebordet et var en egentlig en god blanding af timing og nogle solide handsker som holdt hjem på de rigtige tidspunkter. Tror jeg bustede 80% eller mere af spillerne på finalebordet, så vi snakker altså om en god gedigen omgang heat.”

Sejren kom endda i hus foran to andre danskere, da også ‘Mette_Vuns’ og  ‘Halleluj4h’ på anden- og tredjepladsen er indehaver af rødbedefarvede pas. I alt cashede de tre danskere for $71.460 i turneringen.