Rettenmaier gør WSOP-status: – Har aldrig løbet så dårligt!

Selv Superman løber engang imellem tør for kræfter, og i et statusindlæg på sin facebook-profil fortæller Marvin ‘MadMarvin’ Rettenmaier – som ellers virker til at ramme finaleborde i alt, hvad han stiller op i – om et sløvt WSOP for hans vedkommende.

Rent faktisk må tyskeren bogføre karrierens første tur til Las Vegas med minus på bundlinjen.

“Jeg festede igennem denne sommer, men jeg mener, jeg spillede på et meget højt niveau i hvert fald i de første fire uger. Jeg har haft dårlige runs før, men jeg tror det her var det værste nogensinde,” skriver Rettenmaier og fortsætter:

“Jeg kunne simpelthen ikke vinde en all in, lige meget hvor godt jeg fik chipsene ind, og jeg indrømmer, det begyndte at påvirke mig, og afgjort satte en dæmper på min motivation hen ad mod slutningen.”

“Jeg fik bygget en stack op i Main Event og jeg var sikker på, at jeg ville gå dybt, men jeg var træt og spillede nogle hænder, som jeg i mere frisk tilstand ikke ville have spillet. Oh well, vi tager dem næste gang!”

Rettenmaier afslører desuden, at han nu vil tage en pause fra poker, så han kan være sulten til de kommende turneringer. Næste opgave for tyskeren bliver EPT Barcelona i næste måned.