Mickey P: Det er ubeskriveligt

Mickey Petersen vandt EPT København i overlegen stil, men kendetegnende for pokergeniets stillle facon blev det ikke til en kæmpe jubelscene, da sidste kort langt om længe var vendt. Det kan selvfølgelig også have noget at gøre med de næsten 14 timers poker, som Mickey ‘mement_mori’ Petersen og Pierre Neuville netop havde spillet.

Det var en tydeligt glad og måske en smule lettet Mickey Petersen, som stillede op til interviews kort efter sejren.

“Det er en helt fantastisk følelse. Det er ubeskriveligt. Ikke bare er det første gang, jeg kommer rigtigt langt i en stor live-turnering, men at kunne gøre det på hjemmebane er utroligt”, lød det fra den danske online-haj, der med de 2,5 mio. kr sikrede sig karrierens største præmiecheck.

Mickey P virkede næsten helt forlegen over den megen opmærksomhed, som en EPT-sejr naturligvis giver. Journalister og fotografer stod da også i kø, da sejren endelig kom i hus. Selv om alle pokerspillere selvfølgelig gerne vil have en EPT-sejr på CV’et, mener Mickey P ikke, at sejren får stor betydning for karrieren.

“Det betyder egentlig ikke så meget, men jeg skal nok ud og spille lidt flere live-turneringer, og så har jeg da bevist, at jeg ikke er helt dårlig til live-turneringer”, siger Mickey Petersen.

Selv om Mickey Petersen nu for alvor er brudt igennem, som international pokerstjerne betyder sejren ikke, at han nu skal rundt til alverdens live-turneringer.

“Foreløbigt holder jeg mig primært til EPT’er, men jeg kommer selvfølgelig til at spille med ved WSOP til sommer, hvor jeg vil være i Vegas under hele serien”, afslutter en glad og udmattet vinder af EPT København.

Kæmpe tillykke til Mickey Petersen fra Slowplay.dk.