Mads Bertelsen hiver sølv hjem på Danske Spil

Turneringsgrinderen og Omaha High/Low-specialisten Mads ‘Mr Longhit’ Bertelsen stod for en formidabel præstation, da han i februar ramte finalebordet i Sunday Million to uger i træk.

I sidste måned fulgte han op med en tredjeplads i Poker Fest-udgaven af Danske Spils søndagsflagskib, og i går var han så på spil igen i samme turnering. Turneringen endte med en fornem andenplads og $22.780 til sparegrisen.

“Jeg one-tablede fra lidt over midnat og var egentlig klar til at lukke ned for grinden og slikke sårene efter SCOOP.  Måske fordi jeg ikke rigtig gad mere, spillede jeg lidt ekstra friskt til på boblen. Pludselig var jeg big stack, og derfra var det mere eller mindre cruise til vi var på finalebordet,” fortæller han til PNN.dk.

“Jeg undgik også at clashe med de andre store stacks, og shortstacksne var ikke så aktive. Så det var en af de dage hvor det bare flaskede sig. På finalebordet dominerede chipleaderen totalt, og han havde da også et meget stort forspring, da vi kom heads up. Han fortjente sejren, så det var let at sluge HU-nederlaget.”

Jeg går ud fra at det er en af de federe perioder som pokerpro’ du er inde i nu?

“Både og. Jeg har jo lagt en kæmpe MTT-volumen for at give det et skud, men de sidste 14 dage er gået med at drysse 20.000 på SCOOP. Så jeg er egentlig bare tilbage ved even føler jeg. Jeg ville hellere grinde en masse PLO H/L Cash game, men der er bare ikke så meget action for tiden. Og da det begyndte at gå fint i MTTs, var det jo oplagt at lægge lidt volumen der, mens motivationen og selvtilliden var der.”