Isildur1 kunne ikke reglerne – nu chipleader i Players Championship

I $50.000 Players Championship dystes der i 8-game, som betyder, at man skal mestre otte forskellige varianter af poker. Det plejer at sortere de unge onlinehajer fra, der typisk er vokset op med NL Hold’em eller Pot Limit Omaha, og ikke har den fjernest ide om, hvordan man spiller for eksempel 2-7 Triple Low Ball.

Det havde Viktor ‘Isildur1’ Blom heller ikke for 10 dage siden. Alligevel stillede han op i $10.000 H.O.R.S.E. og præsterede et dybt run. Det unge onlinefænomen endte ganske vist uden for pengene, men tilsyneladende havde han undervejs fået mod på mere, hvilket kort efter kom til udtryk på hans facebook-profil:

“Busted out the 10K horse … at least it was great fun! Will try learn these games ….”

Om Viktor ‘Isildur1’ Blom lige siden har siddet med næsen begravet i bøger for at læse op på reglerne i Seven Card Razz, 2-7 Triple Low Ball, Omaha High/Low 8 or better skal være usagt, men i hvert fald synes han at have fattet konceptet i de fleste varianter.

Netop nu er han nemlig chipleader i Players Championship og er altså godt på vej til at bygge endnu et lag på den legende-status han allerede har opnået via sine online-bedrifter. Der resterer få hænder Dag 3.