IPT Saint Vincent: MortenVM buster inden finalebordet

Morten ‘MortenVM’ Mortensen skulle her til eftermiddag forsøge at veksle en placering som nummer 11 ud af 24 om til et finalebord ved IPT Saint Vincent, og som én af feltets mest rutinerede (og bedste) spillere, virkede det på forhånd ikke som en umulig mission.

Desværre lykkedes det ikke for den skrappe turneringshaj. Således skriver den italienske side paganoevents.com, at danskeren er blevet ekspederet ud af turneringen på en 18.plads til €3.750, hvilket også er blevet konfirmeret af ‘MortenVM’s rejse- og grindmakker, Jens Hansen, på facebook.

IPT Saint Vincent byder i dag også på en €2.200 Highroller, så måske ‘MortenVM’ og Jens Hansen kaster sig over denne. Det er under en uge siden, at Jens Hansen vandt en lignende highroller ved France Poker Series i Lille, så han ved i hvert fald, hvordan sådan en turnering skal skæres.

Jens Hansen var også rigtig tæt på i det franske for godt en måneds tid siden, da han blev femmer i en Highroller under WPT National i Cannes.