Henrik Hecklen skyder frem på europæisk tour-rangliste

Ingen person med forstanden i behold vil anfægte, at Henrik Hecklen har haft et fantastisk pokerår i 2014. I Vegas i forbindelse med WSOP blev det til to finaleborde, først i en $1.500 No Limit Hold’em og siden i det prestigefulde $10.000 7 Card Stud Championship. Et dybt run i main event blev det også lige til, før han for mindre end en uge siden for alvor understregede, at han er en af Danmarks skarpeste turneringsspillere netop nu. Det skete, da den Aarhusianske pokerspiller sikrede sig sejren ved Estrella High Roller-touren i Barcelone til €293.000.

Læs også: Henrik Hecklen vinder high roller efter marathon-dyst

Netop den sejr har også givet vind i sejlene til Hecklens fremstormen på ranglisten hos Global Poker Index. Her indtager danskeren netop nu en imponerende 8. plads over bedste europæiske tour-spillere i 2014, hvor russiske Alex Bilokur på nuværende tidspunkt indtager førstepladsen. Det gør han blandt andet i kraft sit WSOP-bracelet i sommerens event #28 ved WSOP – den $10.000 dyre Pot Limit Hold’em turnering – og sin sejr ved en $10.300 side event ved PokerStars Caribean Adventure i januar måned.

Foran Hecklen ligger også de to tyske profiler Ole Schemion og George Danzer, mens spillere som Alex Kravchenko og Sam Trickett på nuværende tidspunkt må se sig selv henvist til rangeringer som henholdsvis nummer 13 og 24 i Europa i år.

Læs også: George Danzer: Jeg burde have vundet det bracelet for 4 år siden

På GPI’s Player of the Year-liste er den amerikanske pokerpro Scott Seiver forrest, mens Henrik Hecklen indtager pladsen som nummer 28. Næstbedste dansker efter Hecklen er Rasmus “RasA86” Agerskov hele 200 pladser længere nede på listen end sin danske pokerkollega.