Dansk pokerspiller anmeldt for million-snyd

En dansk professionel pokerspiller er blevet anmeldt til afdelingen for økonomisk kriminalitet i København. Ifølge PNN.dk’s oplysninger så er der tale om et millionbeløb i dollar, og svindlen skulle have stået på igennem flere år.

Politikommissær Torben Koldborg Frederiksen fortæller til metroxpress, at anmeldelsen af den 32-årige mand, som er en del af den danske pokerelite, blev indgivet i oktober måned. Politiet vil ikke komme nærmere ind på, hvem der har anmeldt den 32-årige, men oplyser, at de lige nu efterforsker sagen. Manden er endnu ikke sigtet.

Ifølge PNN.dk’s oplysninger, skulle den anmeldte angiveligt have installeret trojanske heste på en række af de højest spillende danske pro’er og dermed haft mulighed for at se deres kort, når han via en række forskellige pokerkonti spillede imod dem.

Nogle af de danske pro’er, der er blevet ramt af det store scam skulle være klar med en statement i morgen formiddag, hvor der gerne skulle blive kastet mere lys over sagen.