23-årig debutant vinder Spring Tour 2014

Det blev den 23-årige sønderborgenser Frederik S. Hansen der snød favoritterne, og løb med den største gevinst ved Spring Tour 2014 på Casino Munkebjerg i Vejle.

Der var ellers masser af stærke pokernavne blandt de sidste 68 spillere, der stillede til start ved mandagens finale. Jaroslav Tjepan, vinder af Munkebjergs Christmas Tour sidste år, havde kvalificeret sig til dagen med en over average stack, ligesom tidligere vinder af påsketurneringen på Casino Royal, Ghassan Yafaoui, også havde spillet sig videre fra en af de seks indledende heats. Chipleaderen før mandagens finale var også en gammel kending, nemlig Rafet Bulic, som i april måned blev den økonomiske vinder af Winter Tour 2014, da han firevejs sikrede sig den bedste deal.

Rafet Bulic nåede da også på finalebordet ved Spring Tour, og endnu engang lykkedes det ham, at være med da det blev virkelig sjovt. Trevejs overtalte han således Kim Nygaard og Frederik S. Hansen til at indgå en deal, selvom Bulic selv havde bordets mindste stack. Det var i stedet chipleader på daværende tidspunkt, Frederik S. Hansen, der fik flest penge ud af dealen. I alt 105.000 kroner kunne den 23-årige pokerspiller fra Sønderborg stikke i lommen, et resultat der bestemt falder på et tørt sted.

 

Vinder sin første livetour

PNN.dk snakkede med den økonomiske vinder umiddelbart efter sejren på Casino Munkebjerg, og det var en glad og tilfreds – men også lidt overrasket – Frederik S. Hansen, der netop havde vundet sin aller første større livetour.

“Jeg har sagt mit job i en sportsbutik op for en måned siden, for at dedikere mig lidt mere til pokeren. Det må siges at være en fornuftig start”, lyder det beskedent fra Frederik S. Hansen, der bor i Sønderborg.

Spring Tour 2014 var Frederik S. Hansens første større livetour nogensinde, men han følte gennem hele finalebordet, at han var i kontrol.

“Jeg har kun spillet et par 200 kroners turneringer i den lokale klub i Sønderborg, men jeg følte mig godt tilpas gennem hele finaledagen. Fra starten styrede min sidemand (Rafet Bulic, red) bordet, så jeg lænede mig lidt tilbage, og valgte mine spots.”

For sejren ved Spring Tour kan Frederik S. Hansen stikke 105.000 kroner i lommen, men selvom det ikke er hver dag, man vinder så mange penge, så er det ikke umiddelbart noget, der får ham til at miste jordforbindelsen.

“Jeg skal fejre det med en lang køretur tilbage til Sønderborg”, lyder det tørt fra Frederik S. Hansen, før han tilføjer: “Nej, jeg skal selvfølgelig ud og fejre resultatet med min kæreste over en god middag, og mon ikke det også bliver til en bytur med drengene”.

Rent pokermæssigt får det ikke den store indflydelse på Frederik S. Hansens limits, men han er da ikke sen til at erkende, at det er en flot start på ‘pro’-tilværelsen.

“Jeg har ingen vilde udlandsplaner, og det her resultat kommer ikke til at ændre det store. Men jeg tænker da, at jeg skal give Munkebjergs næste turnering ‘The Big June’ et skud”, fortæller han.

IMG_5972

Sådan endte finalebordet ved Spring Tour 2014

1. Kim Nygaard – 100.100 kroner*

2. Rafet Bulic – 82.400 kroner*

3. Frederik S. Hansen – 105.000 kroner*

4. Jakob Pilgaard – 42.000 kroner

5. Christian R. Rasmussen – 33.600 kroner

6. Bent Mortensen – 25.200 kroner

7. Ghassan Yafaoui – 19.600 kroner

8. Lasse Andersen – 14.560 kroner

9. Peter Mathiasen – 10.640 kroner

10. Dennis Møller – 7.840 kroner

*Indgået deal