Iveys første interview i tre år: Jeg tænker altid på poker

Der bliver sagt og skrevet mangt og meget om Phil Ivey i verdens pokermedier. Det er sjældent set i pokerverdenen – eller for den sags skyld sportsverdenen – at en mand, der giver så få interviews, kan modtage så meget omtale. Det kan kun tilskrives et enkelt faktum: Når man spørger de helt store internationale pokerproffer, hvem de synes er verdens bedste, så svarer langt hovedparten; Phil Ivey.

Hovedpersonen selv er næsten umulig at få i tale. Det hænder, at journalisterne kan få en kort kommentar, men derved bliver det som regel. Wsop.com er ikke deste mindre blevet inviteret indenfor i Iveys autocamper, hvor han slapper af under World Series of Poker. Her giver Ivey sit første egentlige interview i tre år. Det er der kommet en ganske interessant samtale ud af, hvoraf Slowplay har forsøgt at plukke nogle af guldkornene ud.

Phil Ivey lægger ikke skjul på, at poker er hans helt store metier i livet. Han tænker over sine fejl, øver sig konstant og er altid fuldt fokuseret, når han sætter sig ved bordet. Det er åbenbart det, der skal til, hvis man vil være den bedste.

“Jeg er heldig med at være en talentfuld pokerspiller. Jeg spiller meget og træner meget. Jeg ved ikke helt, hvad jeg gør anderledes end de andre spillere. Jeg øver mig bare. Jeg tænker altid på spillet og forsøger konstant at blive bedre”, siger Phil Ivey til wsop.com, kort efter han er blevet sendt på railen i den store ‘One Drop’-turnering.

“Der er selvfølgelig tidspunkter, hvor jeg ikke tænker på poker, som f.eks. når jeg spiller golf, dyrker sport, ser film eller er sammen med familien. Men det meste af tiden tænker jeg på poker. Forskellige måder at spille hænder på, folks ansigtsudtryk ved bordet – den slags ting“, fortæller Ivey.

Det virker efterhånden uundgåeligt, at det enten bliver Phil Ivey eller Phil Hellmuth, der står med rekorden for flest vundne wsop-turneringer, når de to herrer trækker sig tilbage om forhåbentligt mange år. I øjeblikket troner Hellmuth med årets sejr på 12 stk. i karrieren, mens Ivey hænger lidt i bremsen med otte. I år har han indædt forsøgt, at nå nummer ni, som de mange finaleborde da også vidner om. Selv er Ivey ikke i tvivl om, at han nok skal fange Hellmuth.

“Jeg var meget imponeret over Hellmuth, da han vandt i år, og jeg lykønskede ham. Han har spillet rigtigt godt. Nu er jeg fire ‘bracelets’ efter ham, men jeg tror, jeg kan fange ham. Hvis World Series of Poker fortsætter, og jeg stadig er i live, så vil jeg nå 30 wsop-sejre. Det er det, jeg tror på”, fortæller Phil Ivey, som dermed indirekte siger, at det er muligt at holde et snit på et ‘bracelet’ om året.

Ivey bliver naturligvis også spurgt om, hvilke modstandere, der har imponeret ham under årets World Series, men symptomatisk for verdens bedste pokerspiller vil han ikke give gratis information væk.

“Der er masser af spillere, der har imponeret mig i år, men der er ingen grund til, at de skal vide, at deres spil imponerer mig”, fortæller Ivey.

Du kan læse hele interviewet med Phil Ivey på wsop.com.