Turneringsleder ændrer udskældt WSOP-regel

Der var røre på sociale medier og pokerfora, da det i sidste uge blev opdaget, at World Series of Poker havde skrevet en ny regel ind i årets udgave af turneringsreglerne. Regel nummer 38 fastslog nemlig, at alle bounties vundet i en af seriens bountyturneringer ikke umiddelbart kunne veksles til kontanter, men udelukkende kunne bruges til buy-ins i senere turneringer ved WSOP.

Det skabte ikke blot utilfredshed blandt flere spillere, men ledte også til nogen ret interessante spørgsmål. Årets event #62 er nemlig en $1.500 bounty, og skulle man være så heldig at nå dybt i den, er det i store træk kun den $10.000 dyre Players Championship eller den $10.000 dyre main event, man ville kunne nå at stille til start i med sine vundne bounties. Så hvad ville der for eksempel ske, hvis man kun havde bounties for $4.000 og ikke ville lægge de sidste $6.000 selv? Var pengene bare tabt?

Nu har turneringsleder Jack Effel så endedlig været ude med svar på tiltale, og det er godt nyt. I den seneste version af turneringsreglerne er der nu blevet føjet en regel 38B til sættet, der oplyser, at alle nu kan veksle deres bounty-chips til kontanter, og fremstår derfor som en ganske almindelig bounty-turnering som vi kender dem.

Det er da godt, nogen tager sig tiden til at læse de officielle turneringsregler igennem, før starten går i næste måned. Har du også fået lyst til at skimme dem igennem, kan du finde det ændrede regelsæt her.